Udgivet i Skriv en kommentar

Glem skolen – Lær noget nyt hver dag

mahatma_gandhi_quote_learn

Jeg elsker at lære nye ting. Der er en slags medfødt nysgerrighed, der kun er blevet stærkere i løbet af årene. Hvis jeg ikke kaster mig ud i noget nyt, begynder jeg at kede mig. Aldrig i min vildeste fantasi ville mit folkeskole-jeg have forestillet sig, at jeg ca. 10 år efter frivilligt ville købe ikke bare én, men to bøger med digtsamlinger. Analyse af digte var nok noget af det værste, man kunne komme ud for som skoleelev.

Jeg har ikke altid været så nysgerrig på nye ting, men jeg føler, at det på en eller anden måde har ligget og ulmet i baggrunden, når jeg tænker tilbage. Det “hårde” teenageliv og lektier stod vel i vejen for min egen udvikling.


“Yesterday I was clever, so I changed the world. Today I am wise, so I am changing myself.”

Rumi

Skolen er spild af tid

I skolen går læring ud på at tvinge viden ind i elevernes hoveder uden elevens samtykke. Det er altid de samme fag: Dansk, engelsk, matematik, geografi, biologi, fysik, idræt, samfundsfag, kristendom, historie og måske nogle valgfag. Lærerens arbejde går ud på at køre en gruppe elever gennem 9-10 års skolegang, tvangsfodre dem med ligegyldig viden og skælde dem ud, hvis de ikke lader læreren gøre sit arbejde, der i virkeligheden er et slags samlebåndsarbejde.

Vi kan måske bruge en fjerdedel af, hvad vi lærer i folkeskolen. Ellers går det kun ud på at få det rigtige tal på eksamensbeviset, så man kan få lov til at komme ind på sin drømmeuddannelse eller få sit drømmejob. Men hvem siger, at man ikke kan få et succesfuldt liv, fordi man dumpede i biologi? Kan det være rigtigt, at et tal og en bestemt uddannelse afgør, hvem man er?

Hvad hvis to måneders skolegang var nok til, at du efterfølgende kunne lære dig selv, hvad du havde brug for for at udvikle en international million dollar virksomhed? Lyder det umuligt? Så lad mig fortælle, at det er blevet gjort før. Det er lige netop dét Bob Proctor har gjort. Han er en 85 årig forfatter og foredragsholder med godt og vel 20 millioner dollars på kontoen. Han er drevet så meget af passion, at hverken manglende skolegang eller alder kan holde ham tilbage. Skulle han pludselig miste alt, ville han ikke engang kunne få job som trappevasker, fordi han ikke har dokumentation på sin viden. Det er værd at tænke over.

Der er brug for en ny slags undervisning

Et eksamensbevis er åbenbart meget vigtigt i dag. Hvorfor? Der må være andre måder at bevise sin kunnen på. Jeg kan stort set ikke huske noget af det, vi lærte i biologi, geografi, fysik, samfundsfag, kristendom og historie. Det interesserede mig ikke det mindste. Det var noget, der skulle overstås, så jeg ikke forlod folkeskolen med dumpekarakterer. Det var jo meget vigtigt, at man kunne sine ting! Jeg har ikke haft brug for noget af det siden. F.eks. har jeg ikke brug for at vide, hvad kvadratroden af 25 er eller hvad pH værdien er for hydrogenchlorid, når jeg sidder og tjekker min forskudsopgørelse.

Jeg har længe ment, at skolen bør lære en, det man har brug for og derefter kan man bruge nogle år på valgfag. Hver elev får lov til at vælge lige præcis det, de gerne vil prøve kræfter med. Det udvikler deres interesser og giver dem et klarere billede af, hvad de vil videre i fremtiden. Måske får de endda lyst til at videreuddanne sig uden, at det skal føles som et krav.

via GIPHY

Læring skal være sjovt

Vi kan alle sammen godt lide at have det sjovt. Der findes intet værre end at kede sig. Det spiller også en vigtigt rolle i læringsprocessen. Når man prøver at tvinge en anden til at lytte, lukker de fleste af. Det kan godt være, at de lytter, men de lytter ikke rigtigt. Sådan er vi bare indrettet. Forestil dig et skænderi. Der bliver diskuteret frem og tilbage. Den ene har mere ret end den ande. Fordi den enes holdninger er anderledes, er dét den anden siger ikke interessant at høre på. Man lukker af eller lader det flyve ud af det andet øre. På samme måde lukker en elev af, hvis læreren skælder ud. Det er ikke raketvidenskab, at ingen kan lide at blive råbt af.

Når man får lov til at sidde med sine egne ting og laver noget, der oprigtigt interesserer en, er der langt større sandsynlighed for, at man rent faktisk også lærer noget. Netop fordi det er sjovt og ikke er noget, man føler sig tvunget til. Desværre er der nogle, der aldrig åbner en bog igen, fordi skolens opdragelse har fået deres hjerne til at associere en bog med noget dårligt og noget der kræver for hårdt og strengt arbejde. Det er ærgerligt, da der findes mange spændende emner derude.

Uden skolens hjælp

Efter folkeskolen lærte jeg mere engelsk, end de kunne lære mig. Engelsk var et af de fag, der bare skulle overstås, men det gik op for mig, hvor fedt det var at kunne. Jeg ejer efterhånden også en del bøger på engelsk og det har nok noget at gøre med, at jeg kan “studere” sproget i mit eget tempo.

I løbet af de seneste år fandt jeg en dybt begravet interesse for spiritualitet og religioner. Kristendom sagde mig intet i skolen, da vi blev tvunget til at lære om Jesus og Gud og alt det der følger med. Det er heller ikke specifikt kristendom, der interesseret mig nu. Der er flere religioner, jeg finder spændende, fordi de alle er så ens, men samtidig så forskellige fra hinanden. De har alle sine gode og dårlige sider. På min egen indre rejse har jeg udplukket de gode ting, som undervejs har hjulpet mig til, at blive den jeg er i dag.

Menneskets psyke og hjerne og vores egen historie er også en af de ting, der voksede større interesse omkring. For ikke så længe siden læste jeg bogen Sapiens og da gik det op for mig, hvor interessant en historie vi har. Som helt ung teenager interesserede jeg mig en del for planeter og pyramider, men da det ikke var noget, vi lærte om i skolen, gik det lidt i glemmebogen. Men det var sjovt at læse om, at vi alle stammer fra Afrika og hvordan vi først efter to millioner år begav os ud i verden og opbyggede det samfund, som vi kender i dag.

via GIPHY

Vigtigheden ved at lære noget nyt hver dag

Hjernen er som en muskel. Hvis den ikke bliver udfordret, bliver den doven. Det er vigtigt at holde den igang hver dag. For uden den, hvad er vi så?

Du behøver selvfølgelig ikke at kaste dig ud i de helt store tredjegradsligninger eller kvantemekaniske teorier – medmindre du virkelig elsker den slags. Sæt dig mål du ved, du kan klare. Giv din hjerne, hvad den vil have. Lær at spille klaver, at male eller læs en bog inden for et nyt emne, der lyder spændende. Det er helt op til dig selv.

Selv har jeg lært (og lærer stadig), hvordan man binder en bog og laver en læderpung. Jeg har fundet en ny hobby inden for kaffebrygning og kan lide at eksperimentere med mad en gang i mellem. F.eks. har jeg fundet på mange måder at tilberede en avocado, da min mave ikke rigtigt kan tåle dem rå. Men jeg elsker avocado. Og det sidste nye, jeg har sat mig for, er at lære kalligrafi.

Når hjernen bliver brugt til det, den blev skabt til, kan det være med til at mindske risikoen for demens. Der er ikke nogen, der ønsker sig demens, så det er klart bedre at forebygge det og lære en masse spændende ting og færdigheder på vejen.


“Anyone who stops learning is old, whether at twenty or eighty.”

Henry Ford

Find en ny vej

Den dag man går ud af skolen, er den dag den vigtigste udvikling sker. Det tager tid at vænne sig af med den opdragelse skolen gav os. Man kan vel sige, at man er nødt til afopdrage sig selv.

Skolen opdrager en til at “passe ind” og lade være med at dagdrømme. Den opdragelse undertrykker os (uden vi selv ligger mærke til det) til kun at være det halve af dem, vi kunne have været. Hvem ville vi have været, hvis vi ikke fik at vide, at vi skulle følge med i timerne i stedet for at dagdrømme og tegne kruseduller? Hvem ville vi have været, hvis vi ikke følte, at vi var nødt til at se ud på en bestemt måde for at passe ind blandt de andre elever? Hvem ville vi have været, hvis læreren havde tiltro til vores egen dømmekraft, drømme og måder at gøre tingene på?

Det har taget alt for mange år at komme ud af det tankemønster, skolen plantede i mit hovede. Jeg sad fast i et loop, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle bruge livet på og derfor bare gik på flere skoler. Inderst inde vidste jeg godt, at jeg ville være fotograf, forfatter eller noget andet kreativt, men ifølge den kollektive tankegang var det enten umuligt eller ikke et rigtigt job.

Nu er jeg kommet til et punkt, hvor jeg endelig føler en personlig forandring i drømme, mål og interesser. Jeg kan mærke, at mine ønsker er mine ønsker og ikke samfundets eller nogen andens.


“Be curious, not judgemental.”

Walt Whitman

Niklas H-L

Featured photo by Sacha Verheij on Unsplash


Relaterede indlæg

FÅ BESKED OM NYE BLOGINDLÆG

Vær den første til at modtage nyheder, tips og andet god læsning.

Advertisements

Kommenter

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.