Udgivet i Skriv en kommentar

30 dage helt uden sukker – Jagten på den skjulte sukker

30_dage_uden_sukker_sukkerfri

Sukker, krydderier og masser af søde sager! Det var sådan sukkerafhængigheden blev født! Indrømmet, jeg så PowerPuff Pigerne som barn. Men seriøst, vi lever alle under en eller anden form for afhængighed af sukker. Selvom vi dropper de søde sager, er det ikke nok. Skinkestrimlerne på din pizza indeholder også sukker og som om det ikke var nok, er det højst sandsynligt også i tomatsovsen og bunden. Og det bliver kun værre…

Jeg begyndte at se flere og flere videoer på Youtube om folk, der droppede sukker i en måned. Nogle tabte sig, andre lå søvnløse om natten to uger efter. Men en fælles ting hos dem var, at appetitten mindskedes på den gode måde. Jeg gav mig til at undersøge, hvilke gode egenskaber der var ved at droppe sukker og faldt over denne video, der virkelig fik mig til at tænke over alt det sukker vi spiser. Kort handler den om, hvad der skete med os, da sukker blev kommercielt tilgængelig engang i middelalderen. Okay, de gik da også til den dengang med sukker-småkager og tandbørstning i en mix blandet med sukker, men stadig, det var en øjenåbner.

30 dage uden sukker

Den 1. april blev dagen eksperimentet skulle starte. Selvom jeg havde set så mange videoer om den slags eksperimenter og læst om det, var jeg egentlig stadig i tvivl om, hvad man måtte spise og hvad man ikke måtte. Det gik op for mig, at ikke mange af de videoer nævnte, hvilke slags sukkerarter der fandtes. Var frugtsukker sukker eller var det okay? Måske sprang jeg for hurtigt ud i det? Nåh, men der var ingen vej tilbage nu, så jeg tjekkede varerne i køleskabet for tilsat sukker. Morgenmaden behøvede jeg ikke bekymre mig om, for den bestod af aftensmad rester fra aftenen før. Ja, nogle mener, det er mærkeligt. Kaffen var heller ikke et problem, for der tilsætter jeg kun mælk. Frokosten var derimod en helt anden sag. Brødet indeholdt sukker og stort set alt mit pålæg. Det var noget af en overraskelse. Jeg fandt også ud af, at den bolle jeg lige havde spist indeholdt sirup, hvilket jo også er sukker. Damn! Jeg kunne godt mærke, at det skulle blive noget af en læring for mig. Det var tid til at handle nyt ind.

Når man først ser nærmere på varerne er det jo helt vildt, hvor meget der indeholder sukker. Misforstå det endelig ikke: Det er ikke sukkerarter som står under kulhydrater i næringsindhold, du skal bekymre dig om, for der er naturlige sukkerarter i stort set alt. Det er det sukker i ingredienserne, du skal se efter. Det var jeg selv i tvivl om i starten. Jeg begyndte at kigge nærmere på madvarerne. Jeg elsker en god æggemad på franskbrød, men alle de franskbrød og boller jeg kiggede på indeholdt sukker eller sirup. Selv mayonnaisen, som jeg helst ikke sparer på på min æggemad, indeholdt sukker.

1 uge inde

Allerede på fjerde dagen følte jeg mig mere sulten end normalt. Jeg vågnede sulten op flere morgener i træk. Måske er der en forbindelse der. Jeg spiste trods alt heller ikke lige så meget, som jeg plejede, for det var der bare ikke mulighed for.

Efter seks dage kom chokolade trangen snigende ind på mig. Hvis man kender mig, ved man, at jeg elsker chokolade. Nogle stykker chokolade til kaffen, serien eller filmen er altså ikke helt dårligt. Tanken om Marabou, Nutella-madder, kakao og al den påskechokolade over alt, kørte rundt i hovedet på mig. Bare et lille stykke, lokkede min hjerne. Men, nej! Jeg måtte holde ud! Jeg følte mig som en helt i film, der var blevet slået halvt ihjel, men tog kampen op mod fjenden med sine allersidste kræfter og vandt.

via GIPHY

2 uger inde

Men et par dage efter kom den pokkers chokolade trang igen. Et lillebitte stykke. Du vil jo gerne. Nu kunne det være nok. Jeg drog til SuperBrugsen, som den slået helt jeg åbenbart var og købte den nærmeste chokolade, jeg kunne få fat i: en lækker, sprød chokoladebar fra Easis. Niklas 1 – Sukkertrang 0. Den ene bar slukkede trangen i et godt stykke tid.

Efterhånden som dagene gik følte jeg mere mæthed igen og spiste ikke lige så meget, som jeg plejede. Simpelthen fordi der ikke var plads. Måske var det sådan, de fleste tabte sig igennem sådan et forløb? Ikke engang da jeg gik gennem Torvehallerne, følte jeg sult. Men hold kæft mine øjne var sultne. Hvis jeg ikke havde droppet sukkeren var jeg gået ombord i samtlige butikker.

3-4 uger inde

Halvt inde i måneden var min trang fuldstændig forduftet. Jeg havde ikke brug for søde sager og snack og jeg var knap nok sulten mere. Kun når et hovedmåltid nærmede sig. Der skete faktisk ikke meget spændende resten af måneden. Jeg havde lyst til pølsehorn og chokolade en gang imellem, men det var nok mere på grund af kedsomhed. Når jeg sad og skrev på min nyeste bog, savnede jeg dog et glas vin.

Men sidst på måneden fik jeg et spørgsmål, jeg ikke kendte svaret på på stående fod: “Nu har du kun 3 dage tilbage. Glæder du dig ikke?”

Glæder mig, ved jeg ikke om er det rigtige ord. Jeg tror mere, at jeg er nervøs for at ryge tilbage i den samme rille igen og få op og nedture i sult- og energibalancen. Jeg føler hverken trang til snacks, slik eller sodavand og savner det ærlig talt heller ikke. Det eneste jeg dog har savnet lidt, er et stykke chokolade, pølsehorn fra 7/11 og et glas vin. Så glæder jeg mig til, det er overstået? Ikke rigtigt. Jeg har vel vænnet mig til det og selvom jeg savner nogle ting, kan jeg egentlig godt undvære dem.

Nu er måneden slut og jeg er faktisk rigtig glad for, at jeg gennemførte dette eksperiment. Jeg tabte mig et halvt kilo, så lige der skete der ikke det vilde. Min krop er nulstillet sukker-mæssigt og fremover vil jeg helt klart tænke meget mere over, hvad der er i den mad, jeg propper i hovedet.

Den skjulte sukker

Når jeg beslutter mig for at droppe sukker i 30 dage, så skal man ikke prøve at snyde mig. Det er fødevareproducenterne rigtig gode til, fandt jeg ud af. Jeg kiggede på Easis’ hjemmeside, for jeg tænkte, at de nok har en ret god idé om, hvad sukker er. Og ganske rigtig, sukker er ikke bare sukker.

Tilsat sukker har mange navne:

  • Sukker
  • Rørsukker
  • Sirup
  • Frugtsukker
  • Fruktose
  • Honning
  • Glukose
  • Dextrose
  • Druesukker

Her er nogle af alle de varer, jeg fandt med tilsat sukker:

  • Bearnaisesovs
  • Alle pålægssalater (en sjælden gang imellem fandt jeg nogle uden)
  • Sennep
  • Ketchup
  • Remoulade
  • Pesto
  • Dressing
  • Færdigblandede sovser
  • Partypølser og stort set alle andre pølser
  • Skinkepålæg og andre former for forarbejdet kødpålæg, der er blevet behandlet
  • Skinketern
  • Pepperoni
  • Tomatsovs til pizza
  • De fleste krydderi-mix (f.eks. dem til frikadeller og lasagne)
  • Bouillonterninger
  • Franskbrød og boller
  • Rugbrød
  • Nogle mayonnaiser
  • De fleste leverpostej
  • De fleste færdigretter
  • Vin

Hvad kan man så spise?

Så naturlige produkter som muligt. Jeg valgte f.eks. at bage mit eget brød og kun spise pålæg, der ikke var behandlet på alle mulige måder. Så jeg spiste ost, italienske skinker (f.eks. parmaskinke), hjemmelavet æggesalat- og tunsalat og andet pålæg, jeg kunne finde, uden sukker, hvis jeg havde brug for variation.

Men hvis du ikke ønsker at gå lige så meget i dybden, er det en rigtig god idé at vælge produkter, der ikke er blevet behandlet alt for meget eller ikke indeholder store mængder sukker. Brug din fornuft.

Et trick er, når en vare indeholder meget sukker, står sukker som noget af det første på ingredienslisten. Når en vare indeholder mindre sukker, står det som noget af det sidste på ingredienslisten. Det er noget med, at producenten skal oplyse, hvad der er mest af på den måde.

2 tips til at slippe af med sukkertrangen:

Normalt tager det omkring 21 dage at danne nye vaner, altså 3 uger. Så bestem dig for, at du vil skrue forbruget ned og hold fast i det. Vær din egen helt. Smid alle de søde sager ud – og alt andet der kunne indeholde sukker, hvis du vil gøre ligesom mig – så bliver du ikke fristet.

Spis små måltider mellem dine store måltider, hvis du mærker sulten snige sig ind. En Easis Lækkerbar med Crunchy Chocolate smager rigtig godt, jeg siger det bare. Gør hvad du kan for at snyde trangen. Det er nemmere end at ignorere den.

via GIPHY

Jeg håber, du fik noget ud af det eller i det mindste blev bare en lille smule inspireret.

Niklas H-L

Featured photo by Patrick Fore on Unsplash


Relaterede indlæg

FÅ BESKED OM NYE BLOGINDLÆG

Vær den første til at modtage nyheder, tips og andet god læsning.

Advertisements

Kommenter

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.