Udgivet i Skriv en kommentar

Hvorfor naturfotografi er godt for sjælen

I en verden der farer af sted, kan det hele nogle gange blive for meget. Bor vi i en stor by omgivet af mennesker og indtryk hele dagen, kan det påvirke os psykisk. Vi kan hurtigt gå hen og blive stressede, fordi vi skal sno vores vej gennem menneskemængder, holde øje med trafikken og finde vej samtidig. Når vi kommer hjem, tror vi, at vi slapper af, men giver ikke hjernen den ro, den har brug for, når vi sætter os for at scrolle gennem Facebook eller andet der foregår på en skærm.

Læs mere om, hvorfor ro er vigtigt for os i dette blogindlæg:

5 tips til en stress-fri morgenrutine

Mentalt helbred

Vi er som mennesker skabt til at opholde os i naturen. Vi er ikke skabt til at sidde foran en computer bag husets fire vægge eller bo i byer omgivet af højhuse. Når vi er mest stressede, kan det mange gange hjælpe at tage en tur i skoven, indsnuse duftende og høre lydende omkring dig og mærke den kølige vind i ansigtet. Naturen påvirker os positivt både psykisk og fysisk. En enkel gåtur i skoven kan øge koncentrationen og vores fokus, så vi har langt mere overskud til de opgaver, der ligger foran os. Det mindsker stress, styrker immunforsvaret og lader vores indre batterier op.

Du kan læse om, hvordan naturen påvirker os HER

Når jeg selv har fået nok af omverden og den konstante larm fra biler på min daglige gåtur, nyder jeg at tage i skoven. Der er dog et godt stykke trafikeret vej på turen derhen. Men lige så snart jeg kommer ind i skovens dække, føler jeg en ro i kroppen. En varm følelse af fred, klarhed og tryghed. Som når man på en kold vinterdag endelig kommer ind i varmen, under tæppet med en kop varm te i hånden.

Fuglenes sang ekkoer gennem trækronerne og det eneste andet, man kan høre, er den fugtige jord under støvlerne.

via GIPHY

Meditation i fotografiet

Jeg tager altid kameraet med i skoven, for det giver en ekstra dimension til hele oplevelsen. På denne måde får jeg en dybere forbindelse til de billeder, jeg tager. Jeg husker fredfyldtheden og den ubekymrede følelse, når jeg ser billedet igen. Naturfotografi er en slags meditation i sig selv. Det er noget den stressede freelance fotograf kan nyde gavn af.

Nogle fotografer glemmer glæden ved at tage billeder. De glemmer, hvorfor de tog kameraet i hånden første gang. De glemmer, hvad det betød for dem, før det hele gik op i penge. Det skal ikke være et arbejde at tage i skoven med sit kamera. Begræns dig selv til 10 billeder, som ikke behøver at være perfekte. Gør det til en leg. Eksperimenter. Bryd nogle regler. Gør det for dig selv og ikke for nogle andre. Mærker du positiviteten, roen og glæden, når du efterfølgende ser på billedet, er du på rette vej. På rette vej til et liv, der handler om dig igen. Og så er det sgu ligemeget, hvor mange likes du får på billederne, hvis du deler dem på de sociale medier. Du kan lide dem, det er det vigtigste.

Når du kommer hjem, kan jeg næsten med garanti love dig for, at du er frisk til endnu en dag på kontoret eller endnu en dag i fotostudiet. Du vil føle dig klar til enhver udfordring og når du kigger tilbage på dine billeder, vil du sikkert også synes, at nogle af dine mest ærlige billeder er dem fra skoven, for det er i naturen, vores sande person kommer frem. Den person vi er, når ingen andre er der til at forstyrre os. Det er her, vi bliver til dem, vi altid har været, men har glemt. Og det vil vise sig i dine billeder. 

Nogle af de bedste billeder fra mine egne gåture

Niklas H-L

Featured photo by David Marcu on Unsplash


Relaterede indlæg

FÅ BESKED OM NYE BLOGINDLÆG

Vær den første til at modtage nyheder, tips og andet god læsning.

Advertisements

Kommenter

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.