Udgivet i Skriv en kommentar

Den dag Donald Trump inviterede mig til middag

Photo by History in HD on Unsplash

Jeg er ikke den store tilhænger af Trump og har altid sagt min mening om ham på hans Twitter opslag. Så for godt og vel en måned siden blev jeg kontaktet af New York Times. De ønskede et interview med mig. De havde lagt mærke til alle mine kommentarer og udbrud mod Trump. Først troede jeg, at nogen lavede sjov med mig. Jeg er aldrig blevet kontaktet af sådan nogle før. De kunne da umuligt være interesserede i mine meninger. Efter yderligere beviser, fandt jeg så ud af, at de var gode nok. 

Det viste sig så ikke at være et helt almindeligt interview. De ville gerne invitere til New York. Jeg skulle ikke bekymre mig om hotel. Det sørgede de for. 

Jeg var nervøs på en måde, jeg ikke havde prøvet før. Natten op til rejsen lukkede jeg ikke et øje. Jeg vendte og drejede mig hele natten og bevægede mig gennem lufthavnen som en anden zombie. Jeg ejer ikke meget fint tøj, men jeg tænkte, at det nok ikke gjorde det store at klæde sig casual til et interview. 

Da jeg landede i New York blev jeg hentet og kørt til hotellet. Hotel Edison, kun et stenkast fra Timesquare. Timesquare er et meget stressende sted! Aldrig har jeg set så mange mennesker samlet på ét sted. Heldigvis kørte jeg ikke bilen, for så var jeg sikkert gået i panik. Det var 10 gange værre end København! 

Nåh, men jeg kom ind på hotellet, hvor interviewet også fandt sted. Jeg gjorde mit bedste for ikke at danne en pøl af sved under mig. De spurgte ind til mine kommentarer på Twitter og bad mig uddybe dem. Lige så snart man hører mig snakke engelsk, kan man med det samme regne ud, at jeg er dansker. Men de var ligeglade med accenten. 

Interviewet kan ses på deres Youtube kanal om et par dage, så jeg må ikke fortælle for meget om det endnu. 

Dagen efter havde de åbenbart arrangeret en middag for mig og Donald Trump og jeg hadede dem for det! Den skulle foregå på Jean-Georges – en af Trumps yndlingsrestauranter. Jeg følte mig total malplaceret, da jeg sad og ventede på ham. Der var egentlig hyggeligt nok med sine høje lofte, runde borde og stole, man virkelig kunne synke ned i. Jeg behøvede ikke bekymre mig om at bestille mad. Det ordnede hans assistenter eller sådan noget. 

Og så trådte han ind. Den der storsnudede mand med gult hår. Han så ud, som om han ejede hele stedet. Jeg hadede ham mere, men jeg prøvede ikke at vise det for meget. 

Aftenen skred frem og han talte om damer og andre ting, der er lidt upassende for en mand i 70’erne. Men efterhånden var der noget, der ændrede sig. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men han begyndte at lyde fornuftig og normal. Det endte med, at jeg forlod middagen med et håndtryk og følelsen af at have fået en ny ven. Han var slet ikke den slemme fyr, jeg forestillede mig. Nogle gange lød han næsten venlig. 

Jeg gik tilfreds og glad tilbage til hotellet og fløj hjem næste dag. Der gik så ikke mange dage, før han ødelagde al min respekt for ham igen, da nyt dukkede op i nyhederne. 

Men det var en god bøf… 

Niklas H-L


FÅ BESKED OM NYE BLOGINDLÆG OG TIPS

Modtag mit nyhedsbrev ved at udfylde nedenstående.

Advertisements

Kommenter

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.