Udgivet i Skriv en kommentar

En kort novelle: Far

Photo by Jude Beck on Unsplash

Jeg husker den dag, han tog mig og min søster med på kanotur i Sydsverige. Vi var ikke den rigeste familie i byen, så vi glædede os som sindssyge, da han fortalte os om det. Det var kun for en weekend, men det var den bedste weekend i hele mit liv. Det blev planlagt ned til mindste detalje. Vi medbragte telt, tøj, vand, mad, optænding til bål, lommepenge og en guitar. Hvis der var én ting min far var god til, så var det at spille guitar. Han lullede mig altid i søvn, mens han spillede en langsom melodi fra hans egen ungdom. Jeg fandt aldrig ud af, hvad den hed. Det blev den eneste rejse vi foretog os som familie. 

Min far ville uden tvivl gerne have gjort mere for os, hvis vi ikke stod til at miste vores hjem. Han fortalte os aldrig, hvor slemt det stod til med økonomien, for han ville ikke bekymre os. I stedet for flyttede vi ind i en lille toværelses lejlighed. Min søster og jeg delte værelse, mens vores far boede i stuen. Han sørgede for, at vi kom ind på de bedste skoler og aldrig stoppede med at udvikle os. Når vi fandt på nye tossede interesser, som da min søster ville lære at ride, selvom hun var bange for heste, var han der straks. Om det så betød, at han var nødt til at tage overarbejde på jobbet.

Han dukkede altid op til et hvilket som helst arrangement for at heppe på os. Hvert eneste teaterstykke, hver eneste fodboldkamp, hvert eneste stævne. 

Han lærte os, at intet andet var vigtigere end en positiv indstilling. Med en positiv indstilling kom man langt i livet. Hver dag fortalte han os, at vi ikke skulle være så jaloux på alle de andre familier, der forkælede deres børn med alle de nyeste ting. Vi var stadig den rigeste familie. 

Da jeg skabte min egen familie, blev han den flinkeste bedstefar, nogen kunne ønske sig. Mine børn elskede at besøge ham. De syntes, han lavede de allerbedste frikadeller i hele verden. Hvis jeg fik nogle af hans frikadeller hjem i fryseren og varmede dem op til børnene, var de aldrig lige så gode, som når bedstefar lavede dem. 

Èn weekend om måneden fik de lov til at sove hos ham. De tog altid i Tivoli uanset vejret. “Regn er ingenting i forhold til deres glæde,” sagde han.

Han arbejdede, indtil han ikke længere kunne stå på sine ben. De første par år var hårde for ham. Hans ben holdt ikke til at gå i mere end en time. Han slog det hen med et smil, men jeg vidste, at han ville ønske, at det var anderledes. 

Stædigt kom han til kaffe og kage hver fredag. Stædigt mødte han op til hvert eneste teaterstykke mine børn deltog i, hver eneste fodboldkamp, hvert eneste stævne. Om han så var nødt til at kravle, stod der ingen tvivl om, at han kom.

Pludselig en fredag dukkede han ikke op. Kaffen var klar, den stod på bordet i stuen. Dampen spillede i sollyset og duftede i hele huset, da jeg fik opringningen. Det var hospitalet. De ringede angående min far. Han var faldet derhjemme. De var forbløffet over, at han selv ringede 112. De skyndte sig alt, hvad de kunne. Desværre havde de kun dårlige nyheder. Tårerne løb ned ad kinderne på mig. 

De bad mig om at samle familien, hvis vi ville se ham, inden de foretog sig noget andet. Selvfølgelig ville vi det!

Det var hårdt for alle. Ikke bare familien. I sit liv berørte han flere mennesker, end jeg overhovedet kendte. Mindst 100 mennesker mødte op i kirken. I hans lille lejlighed hang der billeder på stort set alle vægge. Billeder af alle lige fra familiemedlemmer til mennesker jeg mindes at have mødt gennem tiden. Han var en stolt mand, der, trods sine økonomiske mangler, ikke manglede noget i sit liv.

I lejligheden duftede der af kaffe og tobak. Møblerne var mørke, gamle og slidte. TV’et var det samme fra min tid som teenager. Guitaren hvilede sig op ad væggen. Jeg kiggede de mange støvede bøger igennem og fik øje på en tyk kuvert, der lå gemt bag den eneste gule bog. Til familien stod der på forsiden. I den lå et brev og en stak 1000 krone-sedler. 


Kære familie

Hvis I finder dette brev, er jeg gået bort, for ellers var I aldrig kommet i nærheden af den gule bog uden et rap over nallerne.

Jeg har aldrig haft de store drømme. Så længe I havde det godt, var alt andet ligemeget for mig. Der er dog én drøm, der har naget mig hele mit liv: Jeg har altid gerne ville se Nordlyset. At sidde i sneen langt oppe i Lapland og se de skiftende lys på himlen.

Derfor har jeg lavet denne opsparing, så vi alle sammen kan tage på en sidste ferie, inden jeg forlader denne verden. Er det sidste sket før det første, så håber jeg, at I stadig vil bringe denne drøm ud i livet.

Jeg elsker jer af hele mit hjerte og vil aldrig stoppe med at holde en hånd over jer.

Mange kærlige hilsner

Far


Knap en måned efter tog vi afsted. Vi bookede et værelse, pakkede det varmeste tøj vi havde og begyndte den lange tur mod Lapland. Vi skiftedes til at køre. Det tog to dage. Vi var alle trætte af den lange køretur og børnenes utålmodige brokkeri. Men vi kom frem.

Sneen lå hvid og flot over alt. Præcis som far ønskede det. Om aftenen tog vi ud på en kort vandretur, indtil bygningerne lå et godt stykke ude for rækkevidde. I min rygsæk havde jeg en god flaske vin til de voksne og sodavand til børnene og krukken med vores fars aske. Vi satte os i den kolde sne.

På himlen dansede Nordlyset lystigt under stjernerne. De dansede en dans, kun de kunne danse, skinnede på en måde, kun de kunne skinne, udstrålede farver, kun de kunne udstråle. En følelse af sjælefred lagde sig i vores hjerter. Verden forsvandt. Nordlyset viste sig kun for os. Vi åbnede krukken og lod vinden ledsage asken. 

I hvad der føltes som minutter svævede det foran os, som takkede han os. I et blændende glimt af farvet lys fløj han til vejrs. Op til alle de andre stjerner. En stemme, der lød som en tanke, strøg svagt gennem mig. Vi mødes igen en dag. Jeg elsker jer.

Niklas H-L


Relaterede indlæg

FÅ BESKED OM NYE BLOGINDLÆG OG TIPS

Modtag mit nyhedsbrev ved at udfylde nedenstående.

Advertisements

Kommenter

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.