Udgivet i Skriv en kommentar

Et brev til mit yngre jeg

Photo by Ian Schneider on Unsplash

Kære Niklas

Lige nu sidder du sikkert igen og spiller Playstation med pres fra urets tikken og vores mors mand, der sidder lige så opmærksomt og holder øje med uret.

Jeg vil gerne fortælle dig, at du ikke behøver leve under det pres, for han sidder jo alligevel selv og spiller computer fra han står op og til langt ud på natten. Bare ignorer ham. Stå op for dig selv og resten af familien. Stå ved hvem du er. Skid på hans ligegyldige regler og manipulerende adfærd. Du vil fortryde, senere i livet, at du ikke gjorde noget og udviklede dine interesser og drømme. Tro mig, jeg ved det. Du har ikke lyst til at stå i tyverne ikke at vide, hvad du skal bruge dit liv på. Hvis du lytter til mig, kommer det ikke til at ske. Dit liv udvikler sig i en retning, du aldrig havde forestillet dig. Det kan være svært at se, men bliv ved med at forfølge forfatterdrømmen, for det lykkes for dig. Det lover jeg.

Jeg lover, at du bliver et positivt, glad og frit menneske med en større spirituel opnåen. Og jeg ved, hvor højt du elsker det spirituelle og mystiske. Jeg ved også, hvor højt du elsker at skabe ting. Men lad for guds skyld være med at bruge al din tid på at jagte accept fra andre. Denne usikkerhed ender med at føre dig hen ad et forkert spor. Den hægter også din vogn af, mens toget fortsætter. Find et nyt spor og tag dig sammen! Du kan meget mere, end du tror. På tre år har jeg opnået at finde ud af, hvem jeg i virkeligheden er og har undertrykt i over 10 år. Jeg har startet virksomhed, er blevet en langt bedre fotograf (en interesse du finder om et par år, når mors mand forlader huset – Ja, det gør han endelig!), har skrevet to bøger, er igang med en tredje og jeg har startet en blog (hvilket jeg aldrig troede, var noget for mig).

Selvom jeg lader, som om jeg ikke er den klogeste person i verden, kan jeg stolt sige, at jeg arbejder på det. Det burde du også gøre. Og bare rolig, du behøver ikke gå i skole for det.

Det jeg prøver at sige er, at hvis jeg kan opnå det på tre år, tænk så hvad du kan opnå, hvis du starter nu.

Lige en anden ting: Lad være med at tænke på folkeskolen. Mobbere er mobbere og sådan er det. Dem finder man sgu alle steder. Du var bare dig, du gjorde intet forkert. Google introvert.

Du tror nok, at du da umuligt kan tilgive de røvhuller og jeg er bare en gammel mand på næsten 30, der ikke ved en skid. Men når du tilgiver dem, er du endelig fri. Det kan lyde mærkelig, men jeg ved også, at du er fornuftig nok til at overveje det.

Måske føles alting en smule svært lige nu og vejledere prøver helt sikkert at guide dig mod Erhvervsskolen Nordsjælland, fordi de reelt ikke aner, hvordan de skal reagere på de drømme, du fortæller dem om. De mener alle sammen, at du drømmer for stort. Men lyt til mig: Tag ikke imod deres råd. Du ved bedre end nogen anden, hvad du vil med dit liv og jeg stoler på, at du finder en vej. Vi finder altid en vej, det er det jeg elsker ved vores personlighed. Man kalder dig naiv. Jeg kalder dig drømmende, modig, indsigtsfuld, fri, reflekterende. Det er ligegyldigt, hvad folk mener om dine valg. Det er dine valg. Væn dig til, at folk har meninger om alt, lige så snart du åbner munden og fortæller om dine fremtidsplaner.

Slip din usikkerhed, slip dine hævngerrige tanker om fortiden, lev dit liv, bliv ved med at lære, bliv ved med at udvikle dig.

Jeg er stolt af dig.

Venlig hilsen

Niklas H-L

PS: Undskyld, den rodede tekst. Men vi ved begge to, at du ikke er den samme læsehest, du plejede at være, så jeg gjorde det så kort som muligt.

PPS: Køb ikke en smartphone. Den er ikke det værd.


FÅ BESKED OM NYE BLOGINDLÆG OG TIPS

Modtag mit nyhedsbrev ved at udfylde nedenstående.

Advertisements

Kommenter

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.