Udgivet i Skriv en kommentar

En hjemløs som nabo

Photo by Michael Guite on Unsplash

Det startede en lun oktober morgen. Jeg gik min sædvanlige morgentur for at gøre hjernen klar til en ny dag. Jeg gik forbi det forholdsvis nye boligkvarter og nærmede mig den tilgroede græsplet, hvor der engang lå en spejderhytte, inden den blev brændt ned. Fyldige grønne træer indrammede området. Imellem træerne fik jeg øje på et grønt firkantet telt. Det lå midt i, hvad der engang var, et lejrbål. En cykel stod lænet op af et træ, en trækvogn ved siden af teltet.

Jeg gik længe og undrede mig – flere dage faktisk – mens jeg stadig dagligt gik forbi for at se, om nogen kom ud af teltet. Cyklen forsvandt en gang imellem, men kom altid tilbage. Måske var det en backpacker på rejse gennem Danmark? Men hvorfor så campere her – på den anden side af cykelstien, der lænede sig op af de nye beboede huse?

En anden tanke kunne være, at det var en hjemløs, der havde slået sig ned. Problemet ved det lå så i, at cyklen (en mountainbike med god affjedring) næsten så ny ud. I dag er cykler ikke ligefrem billige. Tankerne fór mellem mange teorier. Hver dag prøvede jeg at fange et glimt at personen/personerne i teltet uden held.

via GIPHY

Vi kom ind i november. Kulden begyndte at snige sig godt ind i landet. Sen eftermiddag. Mørket havde lagt sig. Byen jeg bor i kan være meget stille. I stilheden hørte jeg stemmer, men ikke rigtige stemmer. Man kunne tydeligt høre, at de stammede fra en telefon. Lå han/hun/de i teltet og streamede Netflix eller så noget på Youtube? Jeg havde hørt, at hjemløse kunne have telefoner, men jeg troede bare, at det var billige klaptelefoner eller noget. Nu skal jeg også passe på ikke at komme med fordomme. Det overraskede mig, det er det hele.


Pludselig en dag stod der en dame og snakkede med teltet. En velsoigneret dame med en god, tyk jakke. Det var det eneste jeg nogensinde så til hende. Var hun en ven/veninde, konen/ekskonen eller kæresten/ekskæresten til personen i teltet? Måske en af beboerne fra husene overfor eller en kommunemedarbejder?

December tog sit indtog. Kulden skar gennem huden. Frosten satte sig. Sneen faldt lige så stille. Personen lå stadig i teltet. Nu med julelys i træerne. Hyggeligt. Dog kunne jeg ikke lade være med at blive en anelse bekymret for teltets beboer. Man måtte virkelig håbe, at han/hun ejede varmt tøj og en tyk sovepose. Jeg snakkede med min familie, om vi skulle købe en julegave og prøve at tage kontakt. Vi kunne forære tøj, mad og noget varmt at drikke. Men det blev desværre ikke til mere end snak med dem. Det ærgrede mig lidt.

Senere på måneden skulle jeg på tankstationen med min mor. Vi gik derop. Ved vaskehallen stod en mand med næsen i sin mobiltelefon. Ikke unormalt at se folk på den måde, så det gik først op for os bagefter, hvem det var: Teltets ejer. Cyklen var præcis den samme og når jeg tænker mig om, var rygsækken også magen til den, jeg for et par måneder siden så ved siden af hans trækvogn. Han lignede en helt almindelig mand. Han bar et par gode vandresko og vinterjakke. Da vi kom forbi teltet, kunne vi ganske rigtigt heller ikke se cyklen.

via GIPHY

I slutningen af måneden væltede stormene indover Danmark. Storme der rev og flåede i alt. Storme der pillede hans telt helt fra hinanden. 

I en uge eller to var der ikke skyggen af liv. Heldigvis stod cyklen der ikke, så mon ikke han opholdt sig et varmt sted hos familie eller venner? Lang tid gik før der skete noget. 


En kold januar morgen. For min egen nysgerrighed gik jeg forbi den tilgroede græsplet, der var forvandlet til et plet af brun hø og skaldede træer. Imellem træerne fik jeg øje på et grønt aflangt telt. Et følelse af lettelse strømmede gennem mig. Han levede. Nu begyndte mine gåture at tage andre ruter for variationens skyld. Vi blev ramt at storme igen. I mange dage gik jeg andre veje, mens jeg stadig tænkte på den stakkels mand. Hvis jeg havde haft et stort hus, måtte han hellere end gerne låne et værelse, indtil han kom på fode igen. Havde jeg haft et anneks, kunne han låne det. Han kunne låne min have, hvis familien ikke var en smule imod det. Men…

Teltet var væk. Kun trækvognen stod tilbage. Måske gik det endelig godt for ham. Måske fik han endelig et rigtigt sted at bo. Selvom jeg ikke kendte manden, kunne jeg ikke være mere stolt. Han overlevede selv den mest bidende kulde og nu gik det bedre for ham igen.


Jeg troede historien endte her, indtil min mor sagde, at hun tilfældigvis så teltet, da hun kom hjem fra en indkøbstur. Jeg måtte selv have syn for sagen og fulgte derfor den beskrivelse, hun gav mig. For at det ikke skal være løgn lå han imellem en tættere klynge træer (en slags miniskov) i enden af et stort, tomt græsareal, der bruges til hundeluftning. Han lå langt nok inde til, at man ikke fik øje på ham, hvis man ikke vidste, hvor man skulle kigge hen. Vi blev enige om, at han nok rykkede for at komme i læ for den kolde blæst.

Det er nu februar. Fire måneder er gået, vi bevæger os ind i den femte. Han ligger der endnu. Hvor lang tid han har tænkt sig at blive hængende, ved jeg ikke. Indtil da kan jeg kun bede for, at det snart går ham bedre.

Niklas H-L

Advertisements

Kommenter

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.