Udgivet i Skriv en kommentar

Kaffe for begyndere: Hvordan lærer du at drikke kaffe?

Photo by Joshua Ness on Unsplash

Lige siden tidernes morgen har folk drukket kaffe. Efter en lang, hård dag med jagt og bærplukning vendte de trætte og forslåede mænd hjem til grotterne. Bålet varmede, hyggen var skruet op til maks og kvinderne havde gjort kaffen klar. Nu stod den på en lerkop kaffe foran flammerne. Det var tider som disse, hvor alle de spændende historier blev delt. Historier som, hvordan lederen ene mand nedlagde en mammut eller hvordan grottens nørd opfandt hjulet. En lerkop kaffe fik alle til at glemme frygten, de vilde dyr og deres egne forskelligheder.

Selvom du hader kaffe lige nu og synes at det smager ad helvedes til, så kan du stadig komme til at drikke denne hellige drik. For vi kan ikke komme udenom, at der er noget hyggeligt og socialt ved det.

Jeg drak ikke kaffe, før jeg trådte ind i 20’erne, tror jeg. I dag er undertegnede en gammel mand på 28. Lige siden fødslen hadede jeg kaffe og fandt glæden ved RedBull og andre energidrikke. Men på et tidspunkt må man også anerkende, at man ikke er teenager længere, selvom det ville være sjovt at sidde på plejehjemmet som 80-90 årig med en brusende RedBull i hånden, mens de andre sipper af deres kaffe.

Mit kaffeeventyr startede egentlig ikke, fordi jeg skulle ligne en voksen eller for at passe ind nogle steder. En dag fik jeg bare lyst. Det måtte jo ske. Jeg hadede det stadig, men som med ethvert andet forhold er man nødt til at give det en chance for at skabe respekt og tillid til hinanden. Og så er kaffe jo sundt.

via GIPHY

Nu til kaffen

Tilvænningsperioden:

  1. Forsød den satans brune væske! 2 skefulde sukker, 10 skefulde, lige så mange du synes.
  2. Fyld den med mælk. I de første mange uger var min kaffe hel lys af mælk.
  3. Drik den ikke kold. Det gør kun det hele værre.

Bliv ikke skræmt af smagen. Den første periode kan komme til at vare mange uger. Måske en måned. Tilvænningsperioden er efter min mening den længste at komme igennem, men hold ud. Det virker måske meget lige til at drikke en kop kaffe, men det kan være svært at komme igennem de første kopper, hvis man aldrig har drukket det før. Forskning viser, at man som voksen skal smage på tingene 15-20 gange, hvis det er noget, man ikke bryder sig om. Det betyder dog ikke, at du bare kan hælde 20 kopper kaffe ned med det samme. Sådan tror jeg ikke, det fungerer.

Nedtrapning:

  1. Du gættede det, mindre sukker. Prøv med én skefuld sukker.
  2. Mindre mælk. Kaffen må godt være mørkebrun.
  3. Væn dig den nye kraftigere smag.

For nogen er dette det sidste stadie i deres kaffeeventyr og den slags de drikker resten af livet. På dette stadie kan man drikke kaffe uden at skamme sig. Her kan man bestille de mest almindelige kaffer på caféer. Man kan til nød drikke kaffen uden sukker eller uden mælk.

For den eventyrlystne:

  1. Udfordre dig selv og bestil en espresso med eller uden mælk. Køb ikke dem på dåse, de smager bare af almindelig kaffe.
  2. Hæld mere Nescafe i koppen eller mere kaffe i kaffemaskinen. (Du burde have en kaffemaskine eller kaffekolbe på dette tidspunkt)
  3. Køb en stærkere kaffe. Det giver dig også en forsmag på, hvordan en næsten sort kaffe kunne smage.
  4. Drop sukkeret og andet sødemiddel.
  5. Eller omvendt. Drop mælken. Vælg hvad du synes bedst om at undvære.
  6. Vil du virkelig gå all-in, så køb en espressomaskine eller en Bialetti Espressokande, som er en langt billigere løsning en maskinen. Med espressokanden brygger du kaffen på komfuret. Men invester i en kande til 6 kopper, så den passer til selv de største kopper. (6 kopper svarer til 300 ml)

For eksperten:

  1. Drik kaffen sort.

Måske var guiden spild af tid, måske lærte du rent faktisk noget. Uanset hvad, håber jeg, at den hjalp dig på den ene eller anden måde.

Niklas H-L


FÅ BESKED OM NYE BLOGINDLÆG OG TIPS

Modtag mit nyhedsbrev ved at udfylde nedenstående.

Advertisements

Kommenter

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.