Udgivet i Skriv en kommentar

Når kreativiteten går til angreb og ligger dig i armlås

Nogle mennesker lider af overaktiv hjerne. Det er egentlig ikke en lidelse, men det kan føles nogle gange sådan.

Man tager sig endelig sammen til at slå græsset i haven. Det har fået lov at vokse i nogle måneders tid, nu trænger det sgu. Græsslåmaskinen kommer frem fra skuret, du smøger ærmerne op og aflyser alle aftaler. Det her er noget, der kommer til at tage tid. Men pludselig kommer du i tanke om, at du ikke fik slukket lyset i køkkenet efter morgenmaden og før du ved af det, står du og er igang med at bikse den helt store gastronomiske syv-retters middag sammen, fordi det slog dig, hvor sjovt det kunne være at prøve.

Jeg er igang med at skrive en bog og det går egentlig meget godt, men på grund af at jeg droppede de sociale medier i en måned, er der mere tid, der skal slås ihjel. Det er fint nok, men samtidig er jeg ramt af julen, tror jeg. Koncentrationen er dalet en smule og jeg udsætter bogen mere og mere og ser alt for mange Youtube videoer. Det var ikke meningen, at jeg skulle skifte fra en afhængighed til en anden.

via GIPHY

På den anden side er Youtube en god ting. Der er så mange inspirerende videoer at finde derude – når den altså ikke lige anbefaler kattevideoer. Min interesse for læderarbejde voksede efter en hel eftermiddags Youtube-gluggeri. En interesse, der har vist sig før, men som jeg skubbede til side.

Nu har jeg så fundet alle de nødvendige materialer, der skal bruge til den slags arbejde, men venter med at købe det til juleræset er overstået. Min tålmodighed er bare ikke indrettet sådan, at jeg kan vente, når en idé først slår sig fast. Hvor mærkelig det end lyder, er mine hænder skabt til at skabe.

Youtube begyndte så at anbefale bookbinding videoer. Det havde jeg materialerne til. Jeg gik straks igang.

Planen var at alle siderne i bogen skulle have forskellige farver. Jeg brugte timer på at sy syv signaturer sammen (en signatur er en gruppe foldede papirer) og lime. Jeg ville ikke bare lave et kedeligt bogcover, selvom det var min første hjemmelavet bog. Min lillebrors bukser blev offer for kreativiteten. De var rene, så bogen stank ikke af sur røv eller noget. De blev revet i stykker. Dimserne der holder bæltet, skar jeg omhyggeligt af. Selv logoet skar jeg af og brugte.

Bogen er nok 30-40% lim og bagsiden bøjer på grund af det, men jeg er stolt. Resultatet kan du se ovenover. 

Kreativiteten var stadig ikke bekæmpet. Idéer til forskellige bøger dukkede op på overfladen. Den næste bog lå der en masse forberedelse bag.

Alle 60 A4 sider og for- og bagside dyppede jeg i kaffe og bagte i ovnen. Jeg vidste ikke helt, om kaffen skulle brygges først, så jeg kværnede en masse kaffebønner og blandede det med 1,5 liter køligt vand. Det virkede, ingen tvivl om det, men jeg var nødt til at hælde kaffen gennem en si ned i et dybt fad, så der ikke kom alt for meget kaffegrums med. Det meste af grumsen samlede sig i sien som slush-ice og den skulle tømmes hele tiden. Der kom stadig grums ned i fadet, men ikke nær så meget.

Jeg havde kun to bradepander til ovnen og der kunne være to sider papir på hver. De skulle allesammen have 3-5 minutter. Det kom til at tage over en time. Derefter var jeg nødt til at skrubbe hvert eneste stykke papir let med en tør svamp, da der havde samlet sig en god del grums. Siderne var helt støvede og smittede af, hvis jeg ikke gjorde det. Det tog yderligere en time, vil jeg tro. Jeg havde i hvert fald ondt i ryggen bagefter.

Men så kunne jeg også samle bogen og der kom dette resultat ud af det. 

Begge bøger tog nogle dage at lave på grund af tørretid og så videre. Jeg kom til at holde meget af det og er ikke færdig med at øve mig. Jeg glæder mig helt vild til at komme igang med læderindbinding af bøger. Det er ikke det eneste, jeg vil lave med læder, men det hører til et andet indlæg.

Hold øje med hjemmesiden, for der kommer nok flere håndlavede produkter i fremtiden.

Niklas H-L

Advertisements

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.