Udgivet i Skriv en kommentar

Min rejse til Færøerne

Det er efterhånden et godt stykke tid siden, jeg rejste til Færøerne. Faktisk er det helt tilbage i maj (2018), jeg var afsted, men det står stadig klart i min hukommelse. Det var min første solorejse og hvilken fantastisk oplevelse.

Fjeldene var større, end jeg regnede med og nogle så stejle, at de næsten stod som lodrette vægge. Det der overraskede mig allermest, må være de der superfår, der render rundt. “Næh, se. En lodret væg. Men der er jo græs, vi kan spise…”

De får var alle steder. De kunne have besteget Møns Klint, hvis de fik øje på en lille smule græs, de kunne guffe i sig. Jeg tror næsten, at de kunne gå på hovedet, som Spiderman, uden problemer.

4L2A0919
“Hvem, mig? Nåh, jeg ligger bare og hviler mig på en stejl bakke.”

Jeg havde lejet en bil – sådan en med en smart start-knap i stedet for tænding. Efter hvert hjørne man drejede, ændrede landskabet sig. Det kunne gå fra høje fjelde til byer, der dukkede op af ingenting. Nogle steder kunne man undre sig, når et ensomt hus dukkede frem fra tågen i en øde dal. Men sikke en udsigt! De små forladte stenhuse, der nu var beboet af får, gav en følelse af fredfyldt isolation væk fra de sociale mediers larm. Tiden gik langsommere, mens resten af verden havde travlt.

Landskabet var dog ikke det eneste, der ændrede sig hele tiden. Det samme gjorde vejret. Jeg læste mig frem til, at det kunne ændre sig på fem minutter, men alligevel. Det var en oplevelse.

Jeg besøgte på et tidspunkt byen Tjørnuvík, der siges at være en af de ældste landsbyer på Færøerne.

Lynhurtige facts: Man har fundet en vikinge-grav helt tilbage fra år 1000 i byen og spor at havrepollen fra år 625.

Her regnede det lidt, men intet voldsomt, så jeg hev kameraet frem og tog et par billeder.

4L2A0880.jpg

Ikke mere end to minutter efter haglede det så voldsomt, det overhovedet kunne. Haglstykkerne havde størrelse som kaffebønner og hamrede ned i mit hovede. Vejen blev helt hvid. Jeg stak af og smuttede ind i det første skur, jeg kunne finde. Her gemte jeg mig og prøvede at redde mit kamera med en lille pakke servietter.

Senere blev jeg klogere og lavede min egen lille regnjakke til kameraet af en indkøbspose. Jeg brugte modlysblænden (det dæksel man kan skrue fast på et objektiv, så der ikke kan komme lys ind fra siden, mens man fotograferer) til at skrue posen fast til objektivet. Godt nok gik jeg nu rundt med et skrigende gult kamera resten af rejsen, men det virkede.

Rejsen var en kæmpe oplevelse. Man skal ikke snyde sig selv for Færøerne. Man bliver udfordret på lidt af hvert derover: Vejret er sindssygt, blæsten prøver at skubbe dig omkuld og nogle veje er ikke bredere end en cykelsti. Men det er hele oplevelsen værd.

Hvis du ikke har råd til Island, så er Færøerne klart et perfekt alternativ.

Fun fact: Der gror ikke træer på Færøerne og dem der findes, er plantet af folk selv.

4L2A0789.jpg

Niklas H-L

Advertisements

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.